De 34 børn, som har deres hverdag i den integrerede institution Maglebjerget i Næstved, har fået en voksen mindre til at passe sig. Der er nedlagt en fuldtidsstilling, og selv om en kollega er gået otte timer op i tid, ændrer det ikke på, at de nu er syv i stedet for otte ansatte til at dække åbningstiden, fortæller Lisbeth Thomsen, som er pædagog og tillidsmand for de ansatte.
»Det betyder mindre tid til det enkelte barn. Nogle spørger, om det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og det er det, for vi er jo et sikret sted. Men taler vi læring og udvikling hos børn, kan man diskutere, hvor forsvarligt det er«.
Tallene tyder på en pressset kommunal økonomi
Hun er ikke alene med sin frustration. På Bupl’s hovedkontor har de talt, at der i 2010 og i 2011 blev nedlagt henholdsvis 994 og 899 pædagogstillinger, og dertil kommer 400-500 sager, hvor pædagoger blev sat ned i tid.
For pædagogmedhjælperne er billedet det samme. Hos FOA kan man i løndatatallene se, at der fra oktober 2009 til oktober 2011 blev næsten 5.000 færre pædagogmedhjælpere. Det svarer ifølge forbundet til et fald på 14 procent.
Samtidig blev der fra 2008 til 2010 passet godt 13.000 flere poder i vuggestuer, børnehaver, integrerede institutioner, sfo’er og klubber, viser tal fra Danmarks Statistik.
Tallene tyder på en presset kommunal økonomi, mener Bupl’s formand, Henning Pedersen.
»Det giver ganske enkelte ringere kvalitet, og børnene mærker det direkte«. Regeringen ønsker flere hænder
Regeringen satte ellers i finansloven 500 millioner kroner årligt af til daginstitutionsområdet. Penge, som blandet andet skal bruges til ansættelse af cirka 1.500 nye pædagogiske medarbejdere i landets institutioner. Men først fra 2013.
»500 millioner kroner er et godt første skridt, men det står ikke mål med det antal stillinger, som er forsvundet«, siger Henning Pedersen, der stadig drømmer om de minimumsnormeringer for, hvor mange voksne der skal være per barn i daginstitutionerne, som regeringsgrundlaget taler om.
I Forældreforeningen Fola mener formand Lars Klingenberg, at færre hænder betyder mere brandslukning og opbevaring end pædagogisk udvikling.






























