Terrortiltalte har svært ved at huske belastende samtaler

SIKKERHED. Politiet har sat adskillige bejtente af til at bevogte retssalen og de tiltalte under terrorsagen i Glostrup.
SIKKERHED. Politiet har sat adskillige bejtente af til at bevogte retssalen og de tiltalte under terrorsagen i Glostrup.
Lyt til artiklen

Der sidder fire mænd på anklagebænken. En væsentlig del af beviserne mod dem udgøres af aflyttede telefonsamtaler og diskussioner i den ene tiltaltes lejlighed.

Men anklagemyndigheden i retten i Glostrup har vanskeligt ved at trænge til bunds i de samtaler, efterretningstjenesterne i Sverige og i Danmark har optaget under sagen mod de fire, der anklages for at forberede et terrorangreb mod JP/Politikens Hus i København et par dage før årsskiftet 2010/2011.

Den ene af de fire, MA, har afvist at udtale sig om den alvorlige anklage, der er rejst mod ham.

»Min klient vil ikke udtale sig. Skulle han det, måtte han pege fingre af andre og oplyse om, at de lyver i retten. Og det ønsker han ikke at gøre«, forklarede hans forsvarer Thorkild Høyer i retten.

LÆS OGSÅ Aflytning: Terrortiltalte frygtede at blive omringet på 20 minutter

Den anden, OA, har haft vanskeligt ved at huske ret meget om de samtaler, efterretningstjenesten har opsnappet - eller også har han ikke hørt snakkene.

Tredjemanden, MD, kan heller ikke genkende de samtaler, som ifølge anklageren belaster de fire og tegner et billede af en gruppe mænd, der var klar til at gå i aktion med skydevåben mod medarbejderne i avishuset på Rådhuspladsen.

Tiltalt: Det var fri fantasi
Det samme gælder til en vis grad også den sidste, SZ. Han har under afhøringerne i retten fastholdt, at han alene snakkede MD efter munden, når denne snakkede om angreb og aktioner her og der.

Nogle af hans mest bemærkelsesværdige udtalelser handlede - forklarede han i retten - alene om at dæmpe MD's iltre temperament og undgå, at han gjorde noget.

Ny anklage: Tiltalte planlagde juleterror

Han havde også svært ved at genkende deltagerne i konversationerne på båndene fra Säpo og PET halvandet år efter de fandt sted, tilføjede han.

Alligevel mener anklageren at have et godt billede af, hvem der sagde hvad på de mange bånd.

»Det skyldes at SZ til svensk politi har sagt, hvem der taler på optagelserne, og at Säpos overvågning har vist, hvem der er kommet og gået fra lejligheden - plus tolkenes genkendelse af de enkeltes stemmer efter mange timers aflytninger«, mener statsadvokat Gyrithe Ulrich.

Aflyttede samtaler belaster
Anklagerne har lagt vægt på flere af de udsagn, der er opsnappet af de skjulte mikrofoner i SZ' lejlighed.

»Denne operation er der på Guds vegne martyrdom i. Det er tydeligt, hvad du skal lave. Du ringer til din familie kort tid før operationen og tager afsked«, lyder ordene for eksempel, som en af mændene, MD, giver SZ kort før de kører mod København.

Aflytninger: »Dræb så mange af de mennesker, du finder«

Forinden havde SZ sagt, at inden de »tog af sted, havde de lavet deres strategier og beregninger i måneder forude.«

Men det er ikke, hvad anklageren tror, sagde SZ.

Ordet strategi dækker over den strategi for livet, man har som menneske, mener han: »Jeg prøver at vise, at jeg er et godt menneske. Hvert menneske har sin strategi at leve efter«.

Havde styr på patronbeholdningen

På en anden optagelse diskuteres beholdningen af projektiler, mens tre af de tiltalte ifølge anklageren er i lejligheden.

»Du taler om 120 skud. Hvad betyder det?«, spurgte medanklageren, Henrik Plæhn.

»Det betyder 120 skud«, svarede SZ.

»Har det noget med attentatet at gøre?«, fortsatte anklageren.

»Nej«, sagde SZ.

LÆS OGSÅ Terrortiltalt kæmpede for at sikre dæklejlighed i Herlev

»Kan du sige, hvorfor I taler om skud«, spurgte Henrik Plæhn og antydede, at de kunne hænge sammen med de eventuelle planer om at angribe avishuset.

»Når jeg ikke forstår hele samtalen (på båndet, red.) kan jeg ikke gå ind i den diskussion«, replicerede den terrortiltalte.

Da politiet slog til mod terrorgruppen fandt betjente fra PET en pistol og en maskinpistol samt 122 patroner til skydevåbnene i de tilrejsende svenskeres bagage.

Retten i Glostrup fortsætter nu sagen ved at afhøre sagkyndige vidner, inden sagen ventes afgjort i midten af juni.

FACEBOOK

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her