Tre danskere omkommet i Thailand

Op mod 6.000 danske turister i Thailand befinder sig i Phuket-området. Tre er meldt omkommet efter flodbølgen. - Foto: AP
Op mod 6.000 danske turister i Thailand befinder sig i Phuket-området. Tre er meldt omkommet efter flodbølgen. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Katastrofen i Asien har krævet tre danske dødsofre, oplyser udenrigsministeriet. En kvinde blev rapporteret omkommet tidligere på dagen i Phuket i det sydlige Thailand, og ved 20-tiden har ministeriet så bekendtgjort, at yderligere to danskere har mistet livet, da flodbølgen hamrede ind over kysten. Udenrigsministeriet pointerer desuden, at der er frygt for, at antallet af danskere, der er blevet ramt af katastrofen, vil stige yderligere. De pårørende er underrettet, oplyser fungerende kontorchef i Udenrigsministeriet, Uffe Wolffhechel. Mange områder afskåret Desuden er mindst fem personer stadig savnet, men da der er flere områder, som man endnu ikke har været i kontakt med, er oplysningerne om savnede usikre. Situationen kompliceres af, at rygsækturister og mange andre rejser på egen hånd og typisk til andre øer i området, hvor de i værste fald kan være kommet i vanskeligheder. I alt har mindst 11.500 personer mistet livet i forbindelse med jordskælvet ud for Sumatras kyst og den efterfølgende flodbølge, der ramte især Indonesiens, Sri Lankas, Indiens, Malaysias og Thailands kyster med voldsom kraft. Flyforbindelse genåbnet Ministeriet oplyser, at katastrofen i Thailand ud fra de foreløbige sparsomme oplysninger er gået værst ud over Phukets vestkyst, herunder feriecentrene Patong, Karon og Kata Beach samt de mindre Phi Phi øer. Flyforbindelsen til Phuket har været lukket, men er åbnet igen. Mobilnettet og telefonforbindelserne generelt på Phuket er meget usikre, oplyser ministeriet. Ambassademedarbejder på vej Hvis alt går vel, lander en medarbejder fra Danmarks ambassade i Thailand på øen søndag aften. Vedkommende skal i samarbejde med rejsebureauerne prøve at bistå danske turister. »Fire-fem timer efter at flodbølgen havde ramt Phuket, var der stadig modstridende oplysninger om, hvor galt det står til«, siger ambassadør Ulrik Helweg-Larsen til Ritzau. Højsæson Ulrik Helweg-Larsen fortæller, at det lige nu er højsæson for turistrejser til Phuket og de omkringliggende øer, blandt andet de små Phi Phi Islands, der ligger et stykke fra Phuket. »Det er typisk et sted, som turister tager til på endagsture, men der findes også hoteller, som gør det muligt at bo flere dage på stedet. Desuden er det et yndet sted for rygsækturister, og dem er der ingen, der har tal på. Men vi regner med, at der i alt befinder sig flere tusinde danskere i området«, siger den danske ambassadør, der selv regner med at tage et fly til øen søndag aften lokal tid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her