Patienter, der skal til undersøgelse hos hudlæge, øjenlæge, ørelæge eller en anden privatpraktiserende speciallæge, må indstille sig på at komme til at vente længere fremover. Det er resultatet af, at Foreningen af Praktiserende Speciallæger har opfordret sine medlemmer til at skære ned på åbningstiden, gå tidligere hjem, holde nogle fridage eller tage på efteruddannelse.
Loft over udgifterne
Baggrunden er, at Danmarks 1.100 speciallæger i det seneste halve år har undersøgt og behandlet flere patienter, end man gik ud fra i aftalen med Danske Regioner, og lægerne vil kun få betaling for det, der er aftalt, da der for første gang er lagt et loft over udgifterne.
I et brev til medlemmerne beder foreningen speciallægerne om at skrue tempoet ned. Bestyrelsen vil, skriver den, »kraftigt appellere til, at alle medlemmer sænker farten i deres praksis«.
Og der er tale om en hastesag, mener bestyrelsen, for der er kun et halvt år tilbage af aftaleperioden. »Så det er nu, der skal handles«. »Medlemmerne opfordres til at drosle ned. Det kan eksempelvis ske ved at lukke klinikken og efteruddanne sig, lukke tidligere, holde nogle ekstra fridage eller lignende«, hedder det i brevet.



























