Private arbejdspladser skal sendes ud af landet. Og lønnen i den offentlige sektor hæves.
Det er Dansk Folkepartis opskrift på, hvordan problemet med manglende arbejdskraft bliver løst. »I en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft, vil jeg hellere have, at Danfoss får lavet endnu en dimsedut til deres produkt i Asien, end at vi skal flytte en hel masse mennesker fra udlandet og til det danske samfund«, siger Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl og henviser til, at Danmark ikke hidtil har tabt, når virksomheder har rykket arbejdsopgaver – tværtimod. »Sådan var det tidligere, men i og med at det er blevet nemmere for de private virksomheder at få produceret i lande, hvor der er overskud af arbejdskraft, tjener vi på det. Derfor er det en sund måde at løse problemet på – også fordi man så har mulighed for at trække produktionen hjem, når der igen er arbejdskraft til rådighed i Danmark«, siger Kristian Thulesen Dahl. Nægter øget indvandring Dermed går Dansk Folkeparti stik i mod statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i dagens udgave af Jyllands-Posten åbner for en øget indvandring for at komme arbejdskraftproblemet til livs. Men det vil Dansk Folkeparti altså ikke være med til. »Firkantet sagt er det rigtigt, at vi vil flytte hænder fra det private til det offentlige. Nu fungerer det ikke sådan, at Hr. Jensen, som stod ved en bestemt maskine, kommer over i sundhedssektoren. Men eksempelvis var Pia (Kjærsgaard, red.) og jeg i Holstebro, hvor vi fik at vide, at fire dygtige medarbejdere havde forladt plejepersonalet, fordi de kunne få en bedre løn på en lokal fabrik. De havde jo været gode at have«, siger Kristian Thulesen Dahl, Pia K opfordrer til lønkamp Dansk Folkeparti foreslog i forbindelse med deres sommergruppemøde i sidste uge, at en pulje på fem milliarder kroner skulle indgå i de overenskomstforhandlinger, som skydes i gang til foråret. Pengene skulle hovedsageligt gå til social- og sundhedsassistenterne, fordi det er den gruppe, som i følge partiformand Pia Kjærsgaard er mest trængende lige nu. Og så opfordrer hun i øvrigt til lønkamp mod det private arbejdsmarked. »Det er vi simpelthen nødt til«, siger hun. »Det er jo en kendsgerning, at det offentlige halter bagefter det private på lønniveauet. Og den kendsgerning er heldigvis ved at komme op til overfladen. Jeg siger ikke, at vi uhæmmet skal pøse penge ud i systemet – jeg siger bare, at vi skal tage det her så alvorligt, at vi begynder at gøre noget ved det«, siger Kjærsgaard.




























