Hanne fra Rødovre: Jeg vågnede ved, at noget skubbede til mig

Jordskælv. Hanne Tomazos var blandt de læsere, som mærkede sengen ryste.
Jordskælv. Hanne Tomazos var blandt de læsere, som mærkede sengen ryste.
Lyt til artiklen

Endnu er der ingen meldinger om tragiske hændelser, som ved jordskælvet i 2008, der dræbte skildpadden Mimi.

LÆS OGSÅ Skildpadde dræbt i jordskælvet ( eksternt link)

Men jordskælvsrapporter er der til gengæld rigeligt af fra adskillige politiken.dk læsere, som var oppe klokken cirka fem i morges, da jordskælvet ramte, eller ligefrem blev vækket.

»Jeg bor i Rødovre og vågnede ved, at nogen eller noget skubbede til min seng. Husker det sidste jordskælv , der rystede min seng et stykke tid«, lyder det fra Hanne Tomazos.

LÆS OGSÅ Tip os: Hvordan oplevede du jordskælvet?

»Denne gang var det blot et kraftigt skub, og først her til morgen fandt jeg ud af, at jeg igen var en af de heldige, der oplevede det«, skriver hun til politiken.dk.

Ikke så kraftigt som i 2008
Også Jakob Hougaard i Vanløse fik oplevet det sjældne naturfænomen. Det gjorde han også i 2008 ved jordskælvet i Skåne.

»Jeg var vågen og lå i min seng, da huset rystede. Det varede vel op til 10 sekunder, og natlampen klirrede svagt af bevægelsen. Man kunne fornemme en rystelse i kroppen, og at huset vibrerede«, skriver han.

Jordskælv i morges kunne mærkes i Danmark og Sverige

»Det virkede ikke så kraftigt, som den første gang i 2008, men det var den samme fornemmelse, og jeg vidste med det samme, hvad det var: et jordskælv. I 2008 troede jeg først, at DSB kærte tungt materiel på den nærliggende bane«, skriver han.

Stolen under mig sejlede
At jordskælvet tidligt i morges var mindre kraftigt end i 2008, er noget flere læsere bemærkede. Ifølge de foreløbige målinger fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) har de i øvrigt ret.

i 2008 målte skælvet 4,7 på Richterskalaen - skælvet i morges målte 4,4.

»Jeg lå vågen i min seng på første sal i mit lille rækkehus i Farum og oplevede, at mit hus nærmest gyngede og svajede. Jeg vidste straks, at det måtte være et jordskælv, da jeg også oplevede det for et par år siden. Der var det mere som om huset rystede«, skriver Lise, som ikke giver efternavn.

»Stolen under mig sejlede og reolerne knirkede - det hele varede i 2 sekunder. Man var ikke i tvivl om, at der var tale om et jordskælv - omend det var kortere og langt mindre end det sidste i 2008«, skriver Morten Seedorff fra 4. sal på Israels Plads i København.

Tæt på epicentret
Ole Stormly Hansen oplevede skælvet lidt tættere på epicentret godt 20 kilometer sydøst for Anholt.

»Min kone og jeg sad og drak morgenkaffe i vore sommerhus på Tengselmark lyng nær Højby på Sj. Odde. Omkring 5 minutter i 5, føltes det som om huset bevægede sig 5-10 cm. frem og tilbage«, skriver politiken.dk-læseren.

På selve Anholt blev skælvet også bemærket.

»Min mand og jeg vågnede tidligt i morges i vores sommerhus på øen Anholt midt i Kattegat ved lyden af en væghængt arkitektlampe, der rystede samtidig med en dyb rumlen. Det varede måske 15-30 sekunder, og vi var straks klar over, at det var jordskælv«, skriver læserne Jock og Ady.

Vækkede fem måneder gammel søn

I Maj-Britt Ørby Fuglsangs tilfælde var det ikke hende selv, men hendes spædbarn, som vågnede. Ikke at det gør en forskel i den alder.

»Jeg sad ved min 5 måneder gamle søn, som vågnede og syntes pludselig, at min mand lå MEGET uroligt i sengen... Kunne mærke rystelser i sengen! Nu ved jeg hvad det var som vækkede min søn og hvad det egentlig var som rystede sengen«, skriver hun.

Også svenskerne oplevede ifølge det svenske nyhedsbureau TT skælvet i morges.

Og hos Geus havde de allerede før syv i morges fået 30 indberetninger om det i Danmark så sjældne naturfænomen.

Kort: Her ramte jordskælvet

Andreas Lindqvist

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her