Aldrig har så mange danskere haft så svært ved at betale huslejen eller istandsættelsen, når de har forladt lejligheden. Udgifterne til fogedbesøg og inkassosager eksploderer i hovedstadens almennyttige boligselskaber. Det melder Danmarks største almene boligselskab, KAB, der administrerer 50.000 lejeboliger fordelt på 35 boligselskaber i hovedstadsområdet. Her er de samlede inkassokrav steget fra 21 til 72 millioner kroner på blot fire år, fra 2008 til 2011. I samme periode er boligafdelingernes samlede årlige henlæggelser til forventede tab vokset fra 8 til 31 millioner kroner.
»Skræmmende resultat«
Det er første gang, KAB har gennemført en detaljeret undersøgelse af de økonomiske tab som følge af et støt stigende antal dårlige betalere. Og resultatet et »skræmmende«, siger KAB’s administrerende direktør, Jesper Nygård:
»Flere beboere end nogensinde før bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen. Men vi ser også en stor gruppe almindelige fraflytningssager, hvor tidligere beboere ikke kan betale fraflytningsregningen«, siger Jesper Nygård.
LÆS MERENyt løfte om billige boliger i København De dystre udgiftstal dokumenterer en ny form for fattigdom i et kriseramt Velfærdsdanmark, hvor selv små udgifter kan vælte læsset, mener Jesper Nygård: »Det koster mindre end 5.000 kroner i gennemsnit at flytte ud af en almennyttig bolig i Danmark. Alligevel er der mange, der har svært ved at betale fraflytningen. Det bør give stof til eftertanke«.




























