Lad være med at snakke med dem!«. En yngre mand klædt i blå T-shirt blander sig, da Politiken er begyndt at tale med to af hans venner foran Bøgeparken i Odensebydelen Vollsmose. »De skriver alligevel bare, hvad der passer dem. Jeg har læst alle aviser de sidste dage, og de skriver aldrig sandheden«, siger han vredt, og de to venner begynder at trække væk.
LÆS OGSÅ Bødskov: Karsten Lauritzen skal ikke lege politidirektør
Det kan godt være, at det meste af Danmark de seneste døgn har fordømt den gruppe ukendte unge mænd, som natten til tirsdag stormede et hospital i Odense.
Men ved parkeringspladsen foran de grå betonbyggerier i Bøgeparken går vreden den modsatte vej. De unge mænd føler sig misforståede. De mener, at samfundet behandler dem som problemer, bare fordi de har udenlandsk baggrund, og de slynger om sig med skældsord om politiet, og om medierne, der kun kommer til Vollsmose, når der er ballade.
Politiken er ganske rigtigt også kommet til Vollsmose, fordi der har været ballade. Men efter nogle minutter lader de unge mænd sig overbevise om, at Politiken også er kommet for at høre deres version af de episoder, der de seneste døgn har gjort Vollsmose til centrum for hele nationens fordømmelse.
Madboder og tivoli Det hele begyndte natten til tirsdag, da hundredvis af mennesker var samlet ved Vollsmose Torv til en eidfest med madboder og tivoli til børnene i anledning af ramadanens slutning.





























