Det kan koste tusindvis af kroner årligt at bosætte sig i en kommune, hvor det lokale provstiudvalg har besluttet sig for en høj kirkeskat. Men de fleste danskere overser de store udgifter, der er forbundet med det religiøse medlemskab. »Der er mange, der ikke tænker over, hvad det koster at være medlem af folkekirken. Men det er absolut ikke et ubetydeligt beløb. Set over et helt liv snakker vi for mange husstande om flere hundrede tusinde kroner«, siger professor i finansiering Michael Møller fra handelshøjskolen CBS i København. Samsø er dyrest På landsplan ligger den gennemsnitlige kirkeskat på 0,89 procent. Men det dækker over meget store forskelle. Højest er kirkeskatten på Samsø, hvor de lokale medlemmer af folkekirken betaler 1,5 procent i skat.
Dernæst følger en række andre udkantskommuner, deriblandt Læsø, Thisted, Lemvig og Lolland, der alle har en kirkeskat et pænt stykke over 1 procent. Lavest er kirkeskatten i Gentofte Kommune, hvor skatteyderne slipper med at betale 0,44 procent af deres indkomst til det kirkelige fællesskab. For en familie med en husstandsindkomst på 750.000 kroner løber forskellen på den højeste og den laveste kirkeskat op i 7.950 kroner om året. Er husstandsindkomsten på 500.000 kroner årligt, bliver det til 5.300 kroner.




























