De tre centrale områder af København har det fælles træk, at det er herfra, at politiet modtager de fleste anmeldelser om kriminalitet som vold, trusler, narkosalg, tyveri og hærværk. Det viser et tryghedsindeks for 2012, som Københavns Kommune har udarbejdet i samarbejde med Københavns Politi og Danmarks Statistik. Men dermed hører lighederne også op. Indeksets målinger viser, at oplevelser med kriminalitet og følelsen af tryghed er en sammensat størrelse, og at der er store forskelle på tværs af bydelene. På Christianshavn er antallet af anmeldelser højere for tyveri og særligt for vold og trusler og salg af narkotika end i resten af København. Samtidig viser indekset, at beboerne i bydelen i højere grad angiver, at de har været udsatte for kriminalitet og oplever kriminalitet som et problem i nabolaget. Men andelen af christianshavnere, der i 2012 føler sig utrygge ved at færdes ude i aften- og nattetimerne, viser sig på samme niveau eller lavere end i København generelt. Narkomani og slagsmål I den del af Indre By, som ligger sydvest for Kongens Nytorv, er der ligeledes et højt anmeldelsestal for de fleste kriminalitetstyper, som udspringer af bydelens café- og natteliv, og det har ikke forbedret sig siden 2009. Det anfægter dog ikke beboerne, idet tryghedsindekset kan påvise, at de signifikant er »mindre utrygge« end københavnerne generelt. På Vesterbro, som ikke har oplevet en positiv udvikling siden 2011, har beboerne i »signifikant« højere grad været udsat for kriminalitet, og i 2012 er der mere end tre gange så mange anmeldelser per tusinde indbyggere eksempelvis om salg af narkotika end i resten af København.
LÆS OGSÅ Nu får narkomanerne deres fixerum
Ifølge overborgmester Frank Jensen (S) kan problemerne i de tre centrale bydele groft sagt tilskrives narkomanerne på Vesterbro, Pusherstreet på Christiania og slagsmålene i Indre Bys natteliv.
»I Indre By er kommunen indgået i et samarbejde med forlystelseslivet om at gennemføre kurser i, hvordan man undgår vold og konflikter«, siger han.
»På Vesterbro har vi de mange narkomaner, og fra oktober åbner vi nogle stofindtagelsesrum, som vil gøre det mere trygt for narkomanerne og beboerne i bydelen. På Christiania, som skal være selvejende, arbejder vi tæt sammen om at holde kriminaliteten nede. Men det er et langt sejt træk«, siger han.
Politiet vil have en tryg by
Ifølge chefpolitiinspektør Jørn Aabye vil Københavns Politi i 2012 sætte særlig fokus på problemerne i det centrale København med indsatsen ’Tryg By’.
»Det bliver især en indsats mod volden i nattelivet og forlystelsesmiljøet, og det er en indsats mod gaderøverier. Vi ønsker selvfølgelig, at folk kan færdes så trygt som muligt i en storby«, siger han.
Tryghedsindekset viser i øvrigt, at antallet af tyverier især i Indre By er steget eksplosivt siden målingernes start i 2009. Ifølge Jørn Aabye vil det blive et af politiets målområder at få knækket den kurve i 2012, ligesom det er lykkedes for Københavns Politi at nedbringe antallet at indbrud i løbet af 2011.
Tryghedsindeksets resultat for de tre byområder har fået Københavns Kommune til at placere dem i en kategori med fem områder i København, som har ’markant behov’ for en tryghedsskabende indsatser.
De to øvrige områder i kategorien er Mjølnerparken og Hothers Plads på Ydre Nørrebro samt Tingbjerg og Voldparken-området.
Nørrebro rykker væk



























