Cirka 1 million om året i tre år. Det får 14 skoler i Danmark i regeringens finanslovsforslag.
Pengene gives som del af et udviklingsarbejde, hvor skolerne skal sikre, at eleverne lærer mere. De 14 skoler har alle over 40 procent tosprogede elever og har store udfordringer med at løfte disse tosprogede elever. »Det er utrolig vigtigt at styrke integrationsindsatsen. Skoler med mange børn med anden etnisk baggrund end dansk har brug for en ekstra økonomisk håndsrækning til at kunne løfte den meget vigtige opgave, de har«, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S). Repræsentanter for skoler, kommuner, elever og forældre skal nu i samarbejde med Ministeriet for Børn og Undervisning og eksperter på området beslutte, hvordan pengene skal bruges. Erfaringerne fra udviklingsarbejdet bliver samlet, så andre skoler og kommuner kan få glæde af resultaterne.




























