Danmarks børn får tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen som ny talsmand. Fra første oktober skal han være formand for Børnerådet og dermed tale børnenes sag både i medier og over for ministre og Folketinget. »Han skal blandt andet bide mig i haserne«, siger socialminister Karen Hækkerup (S), som har udpeget Per Larsen. Han afløser den afgående formand Lisbeth Zornig Andersen, der har givet Børnerådet stor gennemslagskraft. Både med sin krasse kritik af blandt andet kommunerne i forbindelse med rækken af sager om misbrug og svigt af udsatte børn og med sin bog og dokumentarfilm om sin barndom, hvor hun blev tvangsfjernet.
»Hamrende spændende«
Per Larsen smiler saligt ved udsigten til sit nye hverv, som han kalder »hamrende spændende«.
»Jeg ser det som en naturlig fortsættelse af mine mange år hos politiet, hvor jeg har arbejdet med at skabe tryghed i bredeste forstand«. Målet for formandskabet er at »samle rådets kompetencer og sætte spor i stort set alt vedrørende børn«, men Per Larsen ønsker derudover ikke at fremhæve særlige områder, som han vil have fokus på. I stedet ønsker han, at det ny Børneråd, der mødes første gang i oktober, i fællesskab skal formulere et »visionspapir«. »Rådet skal ikke være tynget af en formand, som har meldt noget ud. I stedet skal vi sammen lave en samlet vision, som beskriver, hvad der har højest prioritet på den korte og den lange bane«. Det er ikke en kritik af det afgående råd eller dets formand, understreger Per Larsen, men der har været kritik i krogene af, at Lisbeth Zornig Andersen var for enerådig som formand.



























