Den danske selskabstømmer Bjørn Stiedl er ved Southwark Crown Court i London blevet idømt fire et halvt års fængsel for bedrageri mod en skotsk pensionskasse. Bedrageriet løb op i mere end 22 mio. kroner. 'Bevidst bedrageri' I 'Balfron-sagen', som det britiske bagmandspoliti, Serious Fraud Office, har døbt den omfattende bedragerisag, er den 44-årige Bjørn Stiedl sammen med sin københavnske advokat, Carsten Iversen, tidligere blevet kendt skyldige i bedrageri af de begunstigede i en erhvervspensionsordning i virksomhedsgruppen Balfron tilbage i 1994. Dommeren kaldte snyderiet af pensionsopsparerne for 'meget virtuost, beregnet og bevidst bedrageri'. Har tilbudt tilbagebetaling Ud over sagsomkostningerne, der løber op i tre millioner kroner, har Bjørn Stiedl tilbudt at tilbagebetale 2,8 millioner pund eller godt 30 millioner kroner. Det svarer til værdien af snyderiet plus renter. Hans advokat blev i juni ved samme domstol i London idømt to års fængsel for deres fælles ugerning. Fængsel venter i Danmark Herhjemme har bagmandspolitiet fulgt sagen med opmærksomhed. Bjørn Stiedl har en dansk selskabstømmerdom fra 1999 på syv års fængsel ventende. En byretsdom slog fast, at Stiedl havde snydt det danske skattevæsen for 300 millioner kroner ved i 1991-1993 at have opkøbt 170 selskaber og tømt dem for midler, der var afsat til at betale skat - hvorefter selskaberne blev aflivet ved konkurser.´ Den dom ankede Bjørn Stiedl på stedet, så de danske myndigheder ønsker ham udleveret til ankesagen og en eventuel fængselsdom.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























