De er droppet ud af skolen, de har svage sociale netværk, og de modstår alle arbejdsmarkedets ihærdige forsøg på at tømme lagrene for ledige. Mens ungdomsledigheden generelt er faldet markant det seneste år, er der en voksende gruppe unge 18-25-årige kontanthjælpsmodtagere, der er uden for arbejdsmarkedets rækkevidde. Unge jyske kvinder Mest synlige i denne gruppe er uden tvivl de unge utilpassede mænd i København.
Men dykker man ned i tallene, består 6 ud af 10 faktisk af unge kvinder mellem 18 og 25 år, mange af dem med bopæl i midtjyske provinsbyer. De kan være døtre af indvandrere, men er det ikke nødvendigvis, og fælles for dem er, at de har store problemer ud over at være ledige såsom misbrug, spiseforstyrrelser eller angstanfald. »Dybt naive i forhold til livet« »Der er simpelthen en gruppe på 10.000-12.000 unge, som man ikke kan få fat i. Disse unge er ikke ens, men de har fællesnævnere, og en af dem er, at de ikke slår til i uddannelsessystemet. Mange er desuden vokset op i familier, der ikke har lært dem, hvordan man begår sig som voksen«, siger Jean-Pierre Morel fra Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats (CABI). »De har ingen rygrad og er dybt naive i forhold til livet«. Over 20.000 unge i tunge matchgrupper Morel har analyseret de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet og fundet, at ud af 25.383 unge under 25 år, der modtager kontanthjælp, hørte 9.194 til i de såkaldte matchgrupper 4 og 5.




























