København er dybt skuffet over miljøminister Ida Aukens (SF) udsættelse af initiativer til at nedbringe luftforureningen i byens gader. »Den tidligere regering blev ved med at sparke en stramning af ren luft-zonerne til hjørne. Derfor er der brug for en hurtig afklaring. Jeg har en forventning om, at regeringen hurtigst muligt sikrer den lovgivning, der er forudsætningen for renere luft i København«, siger overborgmester Frank Jensen (S).
LÆS MERE SF-minister dropper krav til ren luft
Også teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) mener, at København »har ventet længe nok på grund af den tidligere regerings uvilje til at handle i den her sag«.
»Regeringen har ansvaret for at sikre, at luftforureningen i København overholder EU’s grænseværdier«, påpeger Baykal.
Mangler stadig syv gadestrækninger
Regeringen har i regeringsgrundlaget og gentagne gange siden lovet at sikre luftkvaliteten i byerne med ren luft-zoner – en udvidelse og skærpelse af de miljøzoner, som både EU og København i årevis har påpeget er utilstrækkelige.
Ida Auken lovede i en pressemeddelelse i december, at hun ville give de store byer »større frihed til at etablere mere effektive zoner«. Ifølge ministeren var »den tidligere regerings indsats for renere luft ikke ambitiøs nok«.
Da S-R-SF-regeringen i februar droppede betalingsringen, blev der endnu større behov for en ren luft-pakke.
En ny rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) under Aarhus Universitet viser nu, at der uden nye initiativer stadig vil være mindst syv gadestrækninger, hvor EU’s krav til luftkvalitet ikke overholdes i 2015 – og hvor luften så er sundhedsskadelig. Bekymrede om vælgerne Ida Auken har imidlertid taget ren luft-initiativerne ud af lovkataloget.






























