Pædagoger og lærere holdes adskilt

Lyt til artiklen

Pædagoger er alligevel ikke på vej til at overtage en del af undervisningen i folkeskolens mindste klasser. Forslaget om at lade pædagoguddannede stå ved katederet fra 1. til 3. klasse er taget af bordet i forhandlingerne om en ny aftale om folkeskolen. Det var en af de konkrete indrømmelser til venstrefløjen, da undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) mandag mødtes med oppositionen for at få et bredt forlig om folkeskolen hjem. Regeringen har hidtil lagt op til, at pædagoger skulle kunne varetage undervisningen på de tre laveste klassetrin. Tilsvarende har regeringen ønsket at åbne for, at lærere kunne varetage undervisningen i børnehaveklassen. Men nu er forslaget fjernet, og tilbage er blot en række forsøg med samarbejde mellem pædagoger og lærere, som der allerede er mulighed for i dag. S, R og SF er tilfredse Dermed er en del af luften taget ud af sommerens økonomiaftale mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen, hvor der blev lagt op til kommunale besparelser ved hjælp af fleksibel personaleudnyttelse i folkeskolens yngste klasser. Socialdemokraterne, de radikale og SF er tilfredse med, at afsnittet er pillet ud. »Vi har hele tiden lagt vægt på, at læreres og pædagogers faglighed skal udnyttes optimalt. Man skal ikke overtage, men støtte hinanden med den ekspertise, man har«, siger uddannelsesordfører Aage Frandsen (SF). »Vi havde også kunnet finde en anden løsning, men vi ville ikke tage den vare, som ministeren havde lagt frem. Det er blevet modereret«, siger uddannelsesordfører Marianne Jelved (R). De to ordførere er på linje med de to regeringspartier og Socialdemokraterne optimistiske om udsigten til at nå en bred aftale. I går lykkedes det også at komme nærmere en løsning på stridspunktet om inddeling af elever i hold helt ned til første klasse. Elever skal bl.a. kun kunne inddeles i hold i tre måneder ad gangen. »Udgangspunktet er klassen som den forpligtende ramme for alle børn. Det er afgørende for os, at vi får fastholdt klassen som rammen om børns undervisning«, siger uddannelsesordfører Frank Jensen (S). Bindende læseplaner blev ikke diskuteret Partierne undlod mandag at diskutere en af de helt store knaster, nemlig spørgsmålet om bindende læseplaner, der skal sikre en mere ensartet skole over hele landet. De bindende læseplaner er en konservativ mærkesag, som både S, R og SF har meget svært ved at sluge. Undervisningsministeren er stadig optimist og ser frem til næste forhandlingsrunde på fredag. »Vi har været enige om at vente med at diskutere det til på fredag«, siger Ulla Tørnæs.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her