Forældre mister kontakt til handikappede børn

Lyt til artiklen

Mange forældre til handikappede børn, som er anbragt på institution, har svært ved at bevare den tætte kontakt til barnet. Det skyldes, at familierne mister hjælpemidler og økonomisk støtte, det øjeblik barnet flytter på institution. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Center for Ligebehandling af Handicappede. Et kæmpe indgreb »Det er i forvejen en stor beslutning og et kæmpe indgreb at aflevere sit barn til fremmede. Derfor er det meget vigtigt at sikre, at forældrene inddrages i alle handleplaner, og at de har mulighed for, at det praktisk kan lade sig gøre at opfylde forældrerollen«, siger Ester Larsen, formand for Det Centrale Handicapråd og tidligere sundhedsminister (V). Hun har man rettet henvendelse til regeringen om at ændre serviceloven, så lovgivningen ikke står i vejen for forældrenes mulighed for at holde kontakten til barnet. Der er cirka 1.000 amtsligt anbragte handikappede børn, og det er denne gruppe og deres forældre, som indgår i undersøgelsen. Ingen handlingsplan Ifølge sociallovgivningen har kommunerne pligt til at udarbejde handleplaner for anbragte børn. Cirka halvdelen af forældrene i undersøgelsen kendte ikke til en handleplan eller havde ikke fået lavet en. De fleste af undersøgelsens forældre føler, at de ikke har fået den fornødne hjælp og vejledning fra kommunerne til også psykisk at klare den svære rolle som forældre til et handicappet barn på institution. Når et handikappet barn flytter på institution, overtager det offentlige forsørgelsen, ligesom når anbringelsen skyldes sociale problemer. Men herved mister familien retten til merudgifter i forbindelse med barnets handikap og økonomisk støtte ved tabt arbejdsfortjeneste, når barnet er indlagt på hospitalet. Hjælpemidler hører under kommunen, og de ryger nogle gange fra den ene dag til den anden, når barnet flytter på institution, fremgår det af undersøgelsen. Kamp med næb og kløer Camilla Jydebjerg fra Det Centrale Handicapråd har talt med mange af forældrene i undersøgelsen, og hun er bekymret over deres beretninger. »Mange forældre kæmper med næb og kløer for at bevare kontakten til deres børn, men det kræver enorme ressourcer - både psykisk og økonomisk. Jeg er bange for, at det ikke er alle forældre, som har kræfter til at holde fast i den tætte forældrerolle«, siger hun. Hun fortæller, at tabet af eksempelvis en handikapbil kan medføre, at nogle forældre ikke kan transportere barnet fra institutionen til hjemmet. Et besøg om måneden Det får store konsekvenser for forældrenes samvær med barnet, for forældrene bliver afhængige af, hvornår institutionen kan hente og bringe barnet. Det er i nogle tilfælde kun en gang om måneden og kan begrænse sig til et dagbesøg uden mulighed for, at barnet kan overnatte hos forældrene. De kan heller ikke tage barnet med nogen steder, og de risikerer at miste kontakten til andre familiemedlemmer. »Det er meget ulykkeligt for forældrene og det handikappede barn. Ofte er forældrene den eneste livline til verden uden for institutionen«, siger Heidi Jydebjerg. Politiken ville gerne have haft en kommentar fra socialministeren, men det var op til deadline ikke muligt at træffe ministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her