Det private danske adoptionsbureau DanAdopt har store problemer med sine operationer i Etiopien, som er det land, organisationen henter suverænt flest børn hjem fra. Det private børnehjem Enat Alem, som er en helt central samarbejdspartner for DanAdopt, har nu fået lukket to af sine tre børnehjem af de etiopiske myndigheder.
LÆS OGSÅ Amys mor gav sine børn væk af kærlighed
Enat Alems børnehjem i byen Assela blev for fire måneder siden lukket af de lokale myndigheder, angiveligt fordi der var rod i regnskaberne, og fordi børnehjemmet ikke opfyldte lovens krav om at støtte børn i lokalsamfundet med velgørende arbejde.
Desuden havde børnehjemmet ikke tilladelse til at involvere sig aktivt i adoptionssager.
Lokalt kontor sagde intet videre
DanAdopts egen medarbejder i Addis Abeba vidste godt, at det var myndighederne, der skred ind. Det har hun, Denkai Hadgu, bekræftet over for Politiken. Men hun har ikke sagt det videre til hovedkvarteret i Danmark.
»Vi var ikke vidende om, at det var myndighederne, der havde lukket Assela. Vi havde modtaget en besked om, at Assela-børnehjemmet var lukket, men har ikke tillagt det yderligere betydning«, siger Marianne Wung-Sung, direktør for DanAdopt, som giver udtryk for, at hun har fuld tillid til sine lokale medarbejdere, på trods af at de tilsyneladende har fejlinformeret hende.
Trusler og falske løfter Den etiopiske pige Amys mor, Genet Kedir, som er bosat i Assela, var øjenvidne til, at de lokale myndigheder konfiskerede børnehjemmets inventar under en politiaktion.





























