Knap er den næste ombudsmand, rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen, udpeget, før Enhedslisten kritiserer valget. Med en fortid som afdelingschef i Justitsministeriet kan der nemlig stilles berettiget spørgsmålstegn ved, om Jørgen Steen Sørensens habilitet i sager, hvor han skal behandle klager over selv samme system, mener partiet. »Det er problematisk, hvis man har en ombudsmand, som kommer fra det system, han skal holde øje med. Det er jo blandt andet Justitsministeriet, som ombudsmanden har til opgave at holde øje med, og generelt set er det et problem, at man rekrutterer personer med en baggrund, der er dybt integreret i det system, ombudsmanden skal ind og kritisere«, siger partiets retsordfører, Pernille Skipper.
LÆS ARTIKEL Rigsadvokat bliver den nye ombudsmand
Hun understreger, at partiet bakker op om Jørgen Steen Sørensen, »for det er vigtigt, at der er opbakning til den nye ombudsmand fra Folketingets side«.
Men hun mener, at forløbet med at finde den næste ombudsmand har været meget kort.
»Det har været en meget forhastet proces, men vi vil gerne nu starte en diskussion af, hvordan vi sikrer fremover, at vi har et bredt rekrutteringsgrundlag til posten som Folketingets ombudsmand«, siger Pernille Skipper, der havde foretrukket en kandidat fra universitetsverdenen eller domstolene.
Formanden for Retsudvalget i Folketinget, Anne Baastrup (SF), undrer sig.
»Jeg står helt uforstående over for Pernille Skippers kritik. Det står helt for hendes egen regning. Vi har at gøre med en person, der i hele sit virke som rigsadvokat i den grad har vist, at han er helt uafhængig. Og gennem sin fremragende karriere har han med eksempelvis udviklingsarbejde for Danida vist den brede, han har. Jeg er helt sikker på, at vi får en fremragende ombudsmand«, siger Anne Baastrup. Heller ikke Socialdemokraternes retsordfører, Ole Hækkerup, forstår Enhedslistens kritik.
»Den kritik deler jeg ikke. Jeg er helt sikker på, at Jørgens Steen Sørensen vil tage sin rolle som borgernes vagthund dybt alvorligt. Han er et godt valg. Han en knusende dygtig jurist«, siger Ole Hækkerup.
Venstre har – lidt – forståelse
Størst forståelse møder Enhedslisten paradoksalt nok i den anden side af Folketinget, hos Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen.
»Principielt kan jeg godt følge hendes kritik. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han vil give Justitsministeriet den samme behandling som alle andre myndigheder. Desuden er det jo svært at finde nogen i kandidatfeltet til at blive Folketingets ombudsmand, der ikke på en eller anden måde har haft noget med Justitsministeriet at gøre«, tilføjer Lauritzen.





























