Uanset hvilket privat advokatfirma der i fremtiden skal varetage statsopgaver for 300 millioner kroner årligt, skal der i modsætning til nu være gennemsigtighed i prisen, når der sendes regninger. Det kræver en række partier, heriblandt regeringspartiet SF. Den nuværende kammeradvokat, advokatfirmaet Poul Schmith, har stort set monopol på advokatopgaver for staten, men har ikke pligt til at oplyse, hvor mange timer firmaet bruger på for eksempel en retssag for staten, eller hvad timeprisen er. »Der bør i princippet være større gennemsigtighed i Kammeradvokatens regninger, så vi kan se, hvordan timeforbruget og prisniveauet har været i sagerne«, siger SF’s retsordfører, Karina Lorentzen.
LÆS OGSÅ Staten spilder millioner på advokat
Også Venstre, Konservative og Enhedslisten efterlyser større åbenhed om Kammeradvokatens afregninger.
Folketinget behandler i dag et beslutningsforslag fra Venstre om at sende statens juridiske opgaver i udbud, så det ikke længere blot skal være ét advokatfirma, der har monopol på opgaven.
Og mens finansminister Bjarne Corydon (S), der er ansvarlig for kammeradvokatordningen, ikke vil svare på spørgsmål om sagen, vil SF’s Karina Lorentzen ikke på forhånd afvise Venstres forslag. »Umiddelbart synes jeg, at forslaget godt kan bruges. Jeg kan ikke se noget problem i, at der er flere kammeradvokater, der specialiserer sig i forskellige områder. Men vi skal nok være opmærksomme på, at vi dels stadig skal have den samme kvalitet, dels at alle områder bliver varetaget«, siger Karina Lorentzen. Radikal åbenhed Den radikale finansordfører, Marianne Jelved, er på samme linje. »Med beslutningsforslaget får vi i retsudvalget en drøftelse af kammeradvokatordningen, og vi er åbne for, hvad det ender med. Det er dog afgørende, at der ligger stor kvalitet bag statens sager, og at borgerne sikres en ensartet behandling. Og så skal vi naturligvis også se på den mest effektive udnyttelse af vores økonomiske ressourcer«, siger Marianne Jelved. Også retsordfører for Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll er positiv over for forslaget: »Vi går ind for et udbud. Vi er med, hvor monopoler brydes, og penge kan spares«.



























