Det var ikke helt normalt, da Skat i begyndelsen af juli 2010 sendte en pressemeddelelse ud om at man forventede, at Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock ville aflevere en selvangivelse for Stephen Kinnock.
Det var kort efter at BT havde bragt en række kritiske artikler om parret, hvor der blev sat spørgsmål ved, om Stephen Kinnock snød det danske skattevæsen, fordi han betalte skat i Schweiz.
Det bekræfter fagdirektør Jan Lund fra Skatteministeriet, der i dag afgiver forklaring i Skattesagskommissionen i Buddinge.
»Jeg erindrer ikke, at vi har gjort noget tilsvarende i relation til en konkret borger«, siger Jan Lund.
Skattechef: Ministeren må have haft en rolle
I sidste uge var skattechefen i København Erling Andersen i sin afhøring ude med riven efter toppen i Skatteministeriet. Han kaldte det helt usædvanligt, at man sendte pressemeddelelsen ud om, at man forventede at få en selvangivelse fra Thorning.
»Jeg tror, at det kan tælles på en hånd, hvor mange pressemeddelelser Skat har sendt ud om personsager«, forklarede Erling Andersen.
LÆS ARTIKEL
Skattechef: Det var rystende, at toppen var uenigHan følte at ministeriet blandede sig i sagen, også fordi han fik at vide, at pressemeddelelsen skulle godkendes af daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og hans spindoktor Peter Arnfeldt.
»1. juli 2010 får jeg stoppet en pressemeddelelse ned i halsen. Jeg må gå ud fra, at ministeren har haft en eller anden rolle, når ministeren skal godkende den«, sagde Erling Andersen.
13. dag i Skattesagskommissionen
Jan Lund kan ikke forklare, hvorfor pressemeddelelsen skulle sendes ud. Han husker heller ikke, hvem der var hovedpennefører på den.
»Baggrunden har formentlig været, at den har kørt så massivt i pressen«, siger han.
Det er 13. dag, at Skattesagskommissionen er samlet. Jan Lund har kun sporadisk været inde over skattesagen i sin egenskab af fagdirektør i Skatteministeriets enhed for borgere og virksomheder.
LÆS ARTIKEL Skattechef: Det handlede om tilsvining af Thorning
Han husker, at ministeriet var meget opmærksom på ikke at blande sig i den konkrete sagsbehandling af Thorning-Kinnocks skattesag, der lå i Skat København.
Spørgsmålet er centralt, fordi ministeren og hans embedsværk i departementet ikke må blande sig i en konkret skattesag.
Jan Lund siger, at man altid er meget bevidste om at overskride grænsen.
»Vi er utroligt bevidste om ikke at blive involveret i den konkrete sag eller afgørelse, og det synes jeg også, at man kan se, at det materiale, der ligger i Skattekommissionen«, siger Jan Lund.
Han forklarer også, at han havde elektronisk adgang til afgørelsen i skattesagen i form af den såkaldte agterskrivelse, men siger, at han aldrig har læst den, selv om han altså formelt set var godkendt til at se den i de elektroniske systemer.
fortsæt med at læse



























