Grønlands selvstyreformand opfordrer nu direkte den danske regering og danske pensionsfonde til at interessere sig for jagten på råstoffer i den grønlandske undergrund. Det sker efter de seneste måneders nyheder om mulige milliardinvesteringer fra især Kina og Sydkorea i jagten på mineraler som jern og sjældne jordarter. Kræver handling Især planen om en kinesisk investering på op mod 14 milliarder kroner i en jernmine har vakt opsigt. Men hvis danskerne er bekymrede over den kinesiske indmarch, må de selv byde ind med kapital, mener selvstyreformand Kuupik Kleist (IA).
»Der er en undertone af ærgrelse over, at man ligesom ikke er med længere. Men det kræver jo en aktiv indsats at være med og ikke hvile på laurbærrene, som en stor del af den danske offentlighed mener, at man kan«, siger han. »Hvis man mener, at dansk kapital er fraværende i nye aktiviteter i Grønland, betyder det vel, at man skal gøre sig konkrete overvejelser om, hvor man skal være med, frem for at pege fingre ad Grønland«.



























