Det er på sin vis gammelt vand på nye flasker, når de store vandværkers forening Danva i dag afholder en konference om at udnytte vores halvbeskidte vand bedre. For allerede i midten af 1990'erne anbefalede fagfolk og Miljøstyrelsen, at man skulle bruge mere af det såkaldte sekundavand til for eksempel wc-skyl og industriformål. Når der alligevel er stor sandsynlighed for, at ord denne gang bliver til handling, skyldes det, at presset på det rene drikkevand er steget kraftigt siden dengang. Og miljøminister Ida Auken (SF) er selv ivrig fortaler for øget brug af sekundavand. »Når vi trækker ud i toilettet, kører vores bil en tur i vaskehallen eller tænder vandslangen og vander køkkenhaven, sker det i dag med rent drikkevand. Det er en ret stor luksus, og måske kan vi lige så godt bruge noget knap så rent vand til det - og på den måde både spare på drikkevand og penge«, siger Ida Auken.
Virksomheder i fokus
Regeringen og Enhedslisten har afsat otte millioner kroner til nye partnerskaber mellem virksomheder, forskningsinstitutioner og myndigheder, som skal undersøge, om der i højere grad kan bruges sekundavand i stedet for rent drikkevand.
Sekundavand kan både være regnvand, vand, som pumpes op fra undergrunden uden at blive renset, eller vand, der bruges flere gange i produktionen.






























