Klinikchefen, der var ansvarlig for omfattende overmedicinering af patienterne på Psykiatrisk center Glostrup, er til fare for patientsikkerheden, mener Sundhedsstyrelsen, der derfor har frataget ham retten til at virke som psykiater og beklæde en overordnet stilling som læge.
Klinikchef Lars Søndergård blev fritaget for tjeneste i juni, efter at Politiken havde omtalt, hvordan patienterne blev behandlet med antipsykotisk medicin i alt for høje doser, ligesom Lars Søndergård med tvang anvendte det beroligende middel Midazolam til at bringe patienterne til ro med den risiko, at de fik respirationsstop.




























