Det kan faktisk være en fordel for folkekirken, at folk melder sig ud. Det lyder bagvendt, men det er ikke desto mindre domprovst ved Vor Frue Kirke i København Anders Gadegaards umiddelbare reaktion på, at rekordmange har meldt sig ud af folkekirken i 2012.
»Tallet viser, at det at være medlem af folkekirken i dag er noget, man tænker mere over, end man gjorde tidligere. Og det, at det ikke længere er noget selvfølgeligt, er godt for kirkens liv, for det betyder, at man tager stilling, og at det bliver en mere profileret kirke«, siger Anders Gadegaard.





























