Et par hvide sejlbåde har lagt sig på siden i Øresunds bølger, der næsten er blæksorte i den skarpe middagssol. Theresa kigger ikke på de bobleglade studenter, der sopper deres sommerbrune tæer i vandkanten og lufter huen, de lige har fået sat oven på det blonde hår. Hun stiller de to gule plastikposer oppe fra Strandvejens Døgn-Netto på fortovsfliserne og sætter sig på den lille mur, der skiller Lemchesvej fra den lysegule sandstrand. Hun samler sin trøje om sig for at holde varmen i de 22 grader. Fisker mobiltelefonen op af jeanslommen og trykker de 14 cifre. Tidspunktet passer nogenlunde. Rhyshalind skal puttes for natten i Filippinerne om cirka en time, tænker Theresa og mindes den lille babyhængekøje af siv og bambus, der er spændt ud over stuegulvet hjemme i hendes barndomshjem, hos Rhyshalinds mormor. »Mommy? Mommy! Nanay! ...«. Theresas blod ruller lidt hurtigere fra hjertet, op til brystet og halsen. Hun krammer mobilen, rømmer sig lidt og svarer »Yes, it’s Mommy. Nanay mo ito«.
Ny prinsessekjole på
Hun kan høre, at Rhyshalind giver telefonrøret et smækkys i den anden ende. Mormor kommer hen til røret, beder Rhyshalind om at synge yndlingssangen fra lottoprogrammet ’WoWowee’, som klistrer den lille pige til den sandstøvede fjernsynsskærm hver formiddag.
I røret fortæller mormor, at Rhyshalind lige har fået sin nye røde prinsessekjole på. Den glimter og har fine hvide plastikperler oppe ved halsudskæringen. På fødderne har hun et par lyserøde plastiksandaler, størrelse 22. De har lige købt begge dele henne på markedet for nogle af de penge, som Theresa har sendt fra Danmark hjem til byen Pila i Lagunaprovinsen.
Theresa smiler. Tænker på, at Rhyshalind ikke var begyndt at sige ord, dengang Theresa sagde farvel for et halvt år siden. Nu kan hendes lille pige både sige ’tak’, ’hej’, ’mad’. Og ’mor’.
Theresa ville så gerne, at det var hende, der havde lært hende de ord. Det var slet ikke meningen, at det skulle være sådan her. Men hun havde jo ikke noget valg.
Hun blev nødt til at rejse. Hun var allerede 28, og Danmark tillod kun kvinder at ansøge om au pair-visum, hvis de var under 30.
LÆS TEMALæs politiken.dks tema om forholdene for au pair-piger i Danmark Og hun var jo langtfra den eneste mor, der havde forladt sit barn. Mange andre filippinske mødre gjorde det samme for at skaffe penge til familien derhjemme. Og i Theresas helt særlige situation var der ingen andre udveje.
