Al togtrafik mellem Kolding og Fredericia er indstillet efter at et godstog har beskadiget en vejbro ved indkørslen til Kolding, oplyser TV SYD.
Godstog ramte kort før middag et togstop på rangerområdet øst for banegården i Kolding. I forbindelse med uheldet blev en bropille ramt - og køreledningerne over det ene hovedspor revet ned.
Politi har afspærret den trafikerede vej ned over havnen, mens broen undersøges, oplyser vagtchefen i Sydøstjyllands Politi.
»Det er et tog, som er afsporet og har påkørt en vejoverførsel. Derfor har vi spærret den bro, så vi ikke får nogen lastbiler over, for vi ved ikke, om broen er blevet ustabil af sammenstødet«, siger vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi til Ritzau.
Der er tale om krydset ved Jens Holms Vej og Fynsvej, så hvis man skal ned mod Kolding havn, skal man finde en anden vej til havnen.
»Hvis man skal på havnen, skal man køre af motorvejen ved Kolding syd i stedet for, ellers kommer man ikke forbi«, siger vagtchefen.
Ingeniører på stedet
Det er endnu ikke klart, hvor omfattende skaderne er efter sammenstødet, da politiet endnu ikke kan sige, hvor høj farten på det afsporede godstog var.
»Vi har nogle vejingeniører på vej ud for at se om der er go eller no-go til at køre over vejen, men vi kender ikke tidshorisonten endnu«, lyder det.
»Der er også en vej, der går ned til stranden, så det er et stort kryds der er lukket og Jens Holms vej er spærret af uden undtagelser. Man kan ikke komme igennem«, siger vagtchefen.
Han opfordrer trafikanter der bliver forstyrret af den spærrede bro til at bruge motorvejen i stedet for.
ritzau
fortsæt med at læse



























