Risikerer fængsel eller bøde: Officer skal tvinges til at give oplysninger i fangesag

Lyt til artiklen

Arbejdet med at få alle oplysninger frem om den omstridte Operation Green Desert i Irak i 2004 har taget en overraskende vending, efter Auditørkorpset i dag har indkaldt den tidligere efterretningsofficer, Anders Kærgaard til et såkaldt indenretligt forhør.

Det betyder, at officeren under almindeligt vidneansvar skal svare på de spørgsmål, som anklageren fra den militære anklagemyndighed, Auditørkorpset stiller. Hvis han ikke vil svare, risikerer Kærgaard bøde eller fængselsstraf.

LÆS OGSÅ

Ifølge viceauditør Kristian Kirk sidder efterretningsofficeren inde med viden, der er afgørende for, om Auditørkorpset kan rejse tiltale mod en eller flere danske officerer for at have tilbageholdt oplysninger i form af videooptagelser fra den store militæroperation.

»Generelt har Anders Kærgaard samarbejdet med os, men der er nogle spørgsmål om helt afgørende oplysninger, som han ikke har villet svare på. Derfor er vi nu nødt til at indkalde ham til et indenretligt forhør«, siger Kristian Kirk.

Udsat for tortur
Han vil ikke fortælle, hvilke spørgsmål, som Anders Kærgaard ikke har villet svare på, under Auditørkorpsets afhøinger.

»Det kommer frem i det indenretlige forhør, men uden svar på vores spørgsmål, kan vi ikke komme videre med sagen«, siger Kristian Kirk. Han understreger, at efterretningsofficeren selv ikke risikerer nogen sigtelse. Forhøret skal afholdes den 4. april, og Kristian Kirk vil ikke begære lukkede døre under forhøret.

Sagen om de tilbageholdte videooptagelser er en udløber af den erstatningssag, som en gruppe irakere, der blev taget til fange under den dansk-ledede operation, har anlagt mod den danske stat.

Irakere beskylder Danmark for uværdig fangebehandling

Ifølge irakerne blev de efter anholdelserne udsat for tortur og hårdhændet behandling af især det irakiske politi. En dansk torturekspert har siden undersøgt flere af irakerne og bekræftet, at de efter al sandsynlighed har været udsat for mishandling og tortur.

Hårdhændet behandling

I forbindelse med forarbejdet til erstatningssagerne, har irakernes danske advokat, Christian Harlang flere gang efterlyst eventuelle videooptagelser, der kan dokumentere mishandling under selve anholdelserne.

Men Kammeradvokaten, der fører sagen på vegne af forsvarsministeriet afviste skriftligt overfor Østre Landsret, at der fandtes sådanne optagelser.

På et pressemøde i oktober sidste år fremviste Anders Kærgaard imidlertid en række danske videooptagelser fra aktionen, der viser en hårdhændet behandling af de tilfangetagne i umiddelbar forbindelse med selve aktionen. Spørgsmålet er så, hvorfor både forsvarskommandoen og chefen for de danske soldater, oberstløjtnant John Dalby ikke fortalte Kammeradvokaten om optagelserne.

LÆS OGSÅ Irakere fra omstridt video stævner Danmark

Hvis forsvaret bevidst eller ved grov uagtsomhed har tilbageholdt bevismaterialet fra irakernes erstatnningssager, så kan der være tale om en strafbar handling. Det er denne udløber af Green Desert sagen, som Auditørkorpset, nu vil have Anders Kærgaard til at afgive forklaring om under vidneansvar.

Da optagelserne blev offentliggjort fastholdt John Dalby, at han ikke kendte til dem, men han har efterfølgende forklaret, at han godt var klar over, at de danske soldater disponerede over videoudstyr. Oprindeligt benægtede John Dalby og forsvaret ellers også, at danskerne havde kameraer.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Anders Kærgaard til beslutningen om det indenretlige forhør.

Jacob Svendsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her