Efter ugers heftig kritik af skattemyndighedernes arbejdsmetoder er Skat klar med en modoffensiv.
Medarbejdere og chefer i Skat har fået tydelig besked om, at dårlig opførsel i embedet ikke bliver tolereret. Samtidig får landets øverste skattemyndighed, Skatterådet, nu til opgave at vurdere ret og rimelighed i de store, principielle skattesager - og rådgive Skat i fortolkningen af uklare lovregler.
Alt sammen med ét formål: at give borgere og virksomheder den størst mulige retssikkerhed i skattesystemet, fastslår Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen:
»Det er altafgørende for tilliden til vores arbejde, at skatteborgerne oplever, at de får en anstændig og professionel behandling. Uanset hvor uenige vi er i den kritik, der rettes mod Skat, så må vi bare forholde os til den og gøre vores arbejde endnu bedre. Et skridt på vejen er at lade Skatterådet vurdere de skæve og principielle problemstillinger, så vi på den måde får en ekstra uvildig vurdering af vores arbejde«, siger han.
Friske og uafhængige øjne
Det er Skatterådets formand, Hanne Søgaard Hansen, der står bag forslaget om at bruge Skatterådet som en ekstra garant for retssikkerheden på skatteområdet.
I dag behandler rådet alene sager om såkaldte bindende svar, hvor især virksomheder kan få vurderet kringlede skatteforhold, eksempelvis om udenlandsk arbejdskraft eller personalegoder.
»Men det er allerede skrevet ind i reglerne, at Skat kan forelægge store og principielle sager for Skatterådet; man har bare ikke brugt den mulighed i årevis« siger Hanne Søgaard Hansen, der understreger, at Skatterådet både tæller eksperter, politikere og interesseorganisationer.
»Det er et bredt sammensat råd, der kan se med friske og uafhængige øjne på sagsbehandlingen, og det er en styrke, frem for at sager med stor, principiel betydning bliver afgjort af en enkelt eller få sagsbehandlere i Skat«, siger hun. Dummebøder for banale fodfejl
Står det til Hanne Søgaard Hansen, skal Skatterådet have mulighed for selv at tage principielle sager op til vurdering. Samtidig skal Skat have en pligt til at forelægge sager, der i særlig grad indeholder principielle problemstillinger, sådan som det har været tilfældet med en række af de spektakulære sager, der har præget medierne de seneste uger.
Blandt andre skattesagen mod fotomodellen Camilla Vest og mod den kontroversielle erhvervsmand Jesper ’Kasi’ Nielsen, der angiveligt blev truet med et endnu højere skattekrav, hvis han ikke betalte, hvad han blev bedt om. Skat bliver også kritiseret for at straffe skatterevisorerne med betragtelige dummebøder for banale fodfejl i rådgivning af skatteborgerne. Skatteministeren er positiv Både skatteadvokater og revisorer oplever i det hele taget en mere kompromisløs og rå linje i skattemyndighedernes afgørelser. Som tidligere omtalt i Politiken har de efterlyst en uafhængig skatteombudsmand, der kan vurdere retssikkerheden i Skats afgørelser og metoder.




























