Sundhedsminister Astrid Krag (SF) ønsker ikke på nuværende tidspunkt at svare på, om hun vil ændre sit lovforslag og tage lægerne med i det udvalg, som definerer, hvilke opgaver den praktiserende læge skal udføre, og som bestemmer, hvor der skal ligge lægepraksisser.
»Vi står jo midt i en høringsfase, og det går som bekendt ud på at lytte til de indsigelser, som der er. Her har jeg selvfølgelig allerede noteret mig, at lægerne ønsker at være repræsenteret i de praksisplanudvalg, som hvert fjerde år skal udarbejde en plan for regionens sundhedstilbud og blandt andet tage hånd om de steder, hvor det kniber med lægedækningen«, siger Astrid Krag i en skriftlig kommentar til politiken.dk.




























