Woolwich-terror afføder hævnaktioner

Uro. Politiet måtte i går i aktion for at holde antifacister adskilt fra en demonstration arrangeret af den højreorienterede gruppe English Defense League, der oplever stigende støtte efter Woolwich-drabet.
Uro. Politiet måtte i går i aktion for at holde antifacister adskilt fra en demonstration arrangeret af den højreorienterede gruppe English Defense League, der oplever stigende støtte efter Woolwich-drabet.
Lyt til artiklen

Maling og brandbomber er i de seneste dage blevet taget i brug ved konfrontationer i England.

Natten til i går blev et krigsmindesmærke i London udsat for hærværk . Politiet kæder ugerningen sammen med flere andre hævngerninger i de seneste dage i kølvandet på mordet på den britiske soldat, Lee Rigby, der blev myrdet på åben gade i Woolwich nær London.

Den engelske avis The Telegraph rapporterer om mindst 10 angreb på moskéer på tværs af landet, mens et islamisk center i byen Grimsby blev angrebet med brandbomber, mens der var mennesker i bygningen.

Hærværk mod mindesmærke
»Det er meget sørgeligt, at nogle mennesker har draget vores mindesmærke ind i de nuværende spændinger, men vi må alle indse, at denne slags ting udføres af ekstremistiske minoriteter på begge sider, og vi bliver nødt til at holde fast i vores værdighed«, siger Jim Dooley, direktør for indsamling til en af landets veteranorganisationer, til The Telegraph.

LÆS OGSÅ Briterne vil forbyde tv-interview med islamister

Hærværket mod mindesmærket blev ifølge Scotland Yard opdaget i går morges. Området i det centrale London, der hædrer de mere end 50.000 britiske piloter, som mistede livet under Anden Verdenskrig, er blevet overmalet med ordet islam.

The Telegraph påpeger, at det endnu er uklart, om hærværket er begået af islamiske ekstremister eller folk, som forsøger at hælde mere benzin på bålet efter det brutale soldat-mord, som har ført til store spændinger i England.

Tilspidset situation

Mere end 1.000 personer deltog i går i en demonstration i det centrale London arrangeret af den højreorienterede gruppe English Defense League (EDL), som højlydt krævede »muslimske drabsmænd væk fra vores gader«.

LÆS OGSÅ Højreradikale skruer op for retorikken efter drab i London

På tværs af Storbritannien rapporteres der om flere antimuslimske hændelser efter drabet i Woolwich, hvor muslimer står for skud på både internettet såvel som på gaden. Ifølge flere britiske medier oplever EDL enorm vækst i øjeblikket. Det er lykkes organisationen at tredoble antallet af følgere på Facebook på blot et døgn.

Sean Coogan

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her