Den muslimske forening Islamisk Trossamfund tager positivt imod statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) ønske om et halalmærke på kød, som er slagtet efter muslimske forskrifter. Men samtidig mener trossamfundet, at politikerne skal holde fingrene fra frikadellefarsen - de skal lade børnehaver og hospitaler bestemme selv, hvad de serverer for børn og patienter.
»Mærkning af halalkød er en udmærket idé. Det er vi helt med på. Forbrugerne skal vide, hvad de køber. Hvad angår halal, så viser mange undersøgelser, at kødet er af en bedre kvalitet, fordi blodet løber fra hurtigere, og det er godt, at forbrugerne ved det«, siger Imran Shah, talsmand for Islamisk Trossamfund.




























