Efter at Forsvarsministeriet og regeringen har tabt en sag ved Højesteret, må regeringen skifte kurs og lade være med at forsøge ’juridiske benspænd’ for at undgå, at en række irakeres anklager om dansk medansvar for tortur nogensinde bliver behandlet af de danske domstole, mener den radikale forsvarsordfører, Zenia Stampe.
Hun får opbakning fra både Enhedslisten og den statsstøttede organisation Dignity – Dansk Institut mod Tortur – efter at Højesteret forleden i en opsigtsvækkende kendelse afviste Forsvarsministeriets krav om, at hver iraker skal stille en sikkerhed på 40.000 kroner, før sagen overhovedet kan behandles i Danmark.




























