Politiken torsdag: Mange ældre på plejehjem går unødigt med ble. For mere end halvdelen, der lider af ufrivillig vandladning, inkontinens, kan behandles. Overlæge på Glostrup Sygehus, dr.med. Gunnar Lose, kritiserer den kommunale indsats på området for at være skæv og svigte de ældre. »Der er uhyre stor forskel på indsatsen på de kommunale plejehjem. Mange steder er man alt for rundhåndet med at uddele bleer, uden at beboerne bliver undersøgt af en læge. Det burde ikke være lovligt«, siger han. Gunnar Lose, der har lavet flere undersøgelser af problemet, er bekymret for de ældre på plejehjemmene, hvor op imod 50 procent lider af inkontinens. »Mange steder foregår det på den måde, at de ældre bliver sat i en krog med en ble på fra morgenstunden, og så muger personalet ud sidst på eftermiddagen. Men ganske små midler, som at justere drikkevaner, tage de ældre under armen og gå på toilettet med dem to gange om dagen samt en lægeundersøgelse kan afhjælpe problemerne kolossalt«, siger han. Behandlingsmulighederne er mange. For eksempel bækkenbundstræning, blæretræning, medicin eller egentlig operation. En svensk undersøgelse peger på, at inkontinens er en af de hyppigste årsager til, at ældre overhovedet kommer på plejehjem. Samme undersøgelse sætter omkostningerne til at være et sted mellem 2,8 og 4,4 milliarder svenske kroner. 90 procent af pengene går til ældreomsorg og hjælpemidler og blot 10 procent til behandling. En lignende undersøgelse findes ikke i Danmark. Men der kommer straks synlige resultater, når kommunerne tager fat på problemerne. I Århus gennemførte et plejehjem et pilotprojekt. Og på et efterår sparede man over 200.000 kr. på bleer. Det fører nu til, at kommunen opretter et specielt team af medarbejdere med speciale i inkontinens, så langt flere ældre kan slippe for at bruge ble. Også Odder Kommune, der sidste år røg gennem mediemøllen, fordi det kom frem, at personalet på et plejehjem vendte beboernes våde bleer, har i dag en bred vifte af sundhedspersonale, der har fået efteruddannelse af eksperter i inkontinens. Ingen borgere i kommunen modtager bleer uden en grundig gennemgang af patientens sygdom og muligheder for helbredelse eller afhjælpning af problemet, hvilket har betydet, at Odder Kommunes udgifter til bleer ikke er steget, selv om der er blevet flere ældre. Formanden for Kontinensforeningen, Helle Berthelsen, mener, at også lægerne kan gøre det bedre. »Masser af læger interesserer sig slet ikke for inkontinens. Bleerne er en for nem løsning, for så er munden jo lukket på patienterne i første omgang. Men det er en besynderlig fremgangsmåde, fordi behandlingen findes og kan forbedre folks livskvalitet enormt«, siger hun. Kommunernes Landsforening (KL) har ikke en erklæret politik på området. »Mig bekendt findes der ingen retningslinjer for, hvordan den gode kommune vurderer, om folk skal have hjælpemidler eller behandling. Bleer og andre hjælpemidler bevilges efter Lov om Social Service, som siger, at der skal ske en individuel vurdering - mere specifikt blander vi os ikke«, siger konsulent Beate Jarl fra KL. Formanden for embedslægerne, Jens Misfeldt, har ikke mødt konkrete eksempler på kritik, men ifølge Gunnar Lose skyldes det, at inkontinens er stærkt tabubelagt - kun et sted mellem 20 og 50 procent søger hjælp, og meget få skilter så meget med sygdommen, at de vil klage over dårlig rådgivning.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























