Hvad der skulle have været en udramatisk godkendelse af national krisestøtte til nogle spanske nøddeavlere truer nu med at udvikle sig til en regulær krise i forholdet mellem Spanien og Danmark. Et flertal i Folketinget har bebudet, at det i dag vil tvinge fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) til at blokere for den spanske regerings ønske om midlertidig støtte på 500 mio. kr. til landets nøddeproducenter, når EU's landbrugsministre mødes på mandag. Pinlig sag for Spanien Situationen er så pinlig for den spanske regering, at Spaniens europaminister er blevet rasende på det danske Folketing. »På et tidspunkt i EU's udvikling, da alle lande mere end nogensinde bør vise forståelse over for hinanden, er folketingsflertallets holdning meget smålig og mærkværdig. Og det kan skabe problemer for den danske regering«, advarer den spanske minister Ramón de Miguel Egea. Europaministeren understreger, at hans kritik på ingen måde er rettet mod den danske regering, som Spanien »altid har haft et upåklageligt samarbejde med«. Men den spanske regering er »ekstremt skuffet« over holdningen i Folketinget, siger han. »Det ser ud til, at et flertal i Folketinget har taget den danske regering som gidsel i denne sag udelukkende for at bringe regeringen i forlegenhed over for resten af EU's ministerråd og over for Spanien. Holdningen i Folketinget er meget ufornuftig, direkte uvenlig og helt malplaceret«, siger Ramón de Miguel Egea til Politiken. Selv om den danske regering principielt er imod statsstøtte, så betragter fødevareministeren den spanske støtte til nøddeavlere som en så begrænset undtagelse, at der ikke er grund til at bremse den. Ritt: Vi stemmer nej Men det er ikke lykkedes regeringen at overbevise oppositionen med Dansk Folkeparti om at lade den spanske ansøgning passere EU's ministerråd, som enstemmigt skal godkende foranstaltningen. »Det er bestemt ikke sådan, at Danmark skylder Spanien noget«, siger Socialdemokraternes landbrugsordfører, Ritt Bjerregaard, om den spanske vrede. Hun erindrer om, at den danske embedsmand Steffen Schmidt efter spansk pres blev fjernet fra sin post som EU-kommissionens generaldirektør for fiskeri. »Det er ikke holdbart, at man bare kan gå til vennerne i ministerrådet og få godkendt nationale særordninger, fordi man ved, at kommissionen er imod«, siger hun og konkluderer: »Vi vil stemme nej«. Socialdemokraterne overvejede til det sidste at redde VK-regeringen for ikke at lade et etårigt tilskud til spanske nøddeavlere til at udvikle sig en regulær EU-krise på et møde sent i aftes. Men Socialdemokraterne endte med at sige nej sammen med Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten. Venter voldsom spansk reaktion Dermed lagt op til en voldsom reaktion fra Spanien, som ifølge Ramón de Miguel Egea kan få svært ved at støtte et dansk ønske om at få EU-forbeholdene skrevet ind i den kommende forfatning. Den spanske europaminister vil ikke afvise, at nødderne kan blive en sag, når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i næste uge skal til EU-topmøde om forfatningen i Bruxelles. »Jeg håber stadig på, at Folketinget vil komme til fornuft. Men hvis det værste skulle ske, så vil det skabe en meget dårlig stemning. Så bliver vi nødt til at overveje at gå videre med sagen«, siger Ramón de Miguel Egea. »Alle vi andre har altid været meget forstående over for Danmarks særlige situation, specielt i forbindelse med jeres forbehold. Og det på trods af, at det er meget, meget vigtigere for EU's fremtid end en lille nøddeproduktion i Spanien. Derfor kan vi ikke fatte Folketingets holdning«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























