Når et voksent eller ældre menneske rammes af uhelbredelig sygdom, står samfundet klar med et tilbud om lindrende behandling, der gennem omsorg, støtte og rådgivning øger livskvaliteten for patient og pårørende.
Men hvor hospiceophold er et grundfæstet element i den palliative – lindrende – indsats rettet mod voksne, har døende børn ikke samme mulighed. Modsat lande som Tyskland, Sverige, Holland og England har Danmark ikke et hospice for uhelbredeligt syge børn. I stedet bor børnene ofte på en hospitalsafdeling.



























