En ransagningsaktion på Christiania udviklede sig i dag til en konfrontation, hvor politiet måtte bruge tåregas.
Aktionen begyndte ved middagstid, da Københavns Politi med en kendelse i hånden skulle ransage 'Hotellet', hvor man havde en mistanke om, at der var opbevaret hash.
Men da politiet en lille times tid senere var færdig med ransagningen, blev en gruppe betjente mødt af omkring tyve maskerede personer, der kastede med ting mod betjentene.
LÆS OGSÅ Politiet finder over 40 knive og økser på Christiania
»De omkring seks betjente skulle ud fra Christiania fra et andet sted, end de andre betjente, og det var så der, de mødte de maskerede personer«, fortæller chefen for Task Force Pusherstreet, vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen.
Politiet så sig nødsaget til at anvende tåregas, fordi de ifølge vicepolitiinspektøren var omringet, og de maskerede personer flygtede angiveligt, da andre betjente kom til undsætning.
Politiet ærgrer sig
Fire personer blev anholdt i forbindelse med aktionen, hvor betjentene opholdt sig på Christiania i en lille time. En person blev taget i at sælge hash, to blev anholdt, fordi de var i gang med at pakke en hashbod ned, og en var ifølge Københavns Politi eftersøgt.
Det er endnu ikke lykkedes politiet at anholde nogle af de maskerede personer, der kastede med skyts.
LÆS OGSÅ Eks-betjent: Det er kampen mod hashen, der er problemet
Poul Kjeldsen fortæller til Politiken, at der ellers generelt var en god stemning, da politiet var på Christiania.
Han ærgrer sig over, at politiet efter lidt over et år lang indsats, hvor det ikke har været nødvendigt at anvende tåregas på Christiania, var nødsaget til at affyre tåregaspatroner.
I en pressemeddelelse oplyser politiet, at noget kunne tyde på, at det ikke var christianitter, der stod bag balladen.
»Flere lokale christianitter forsøgte faktisk at standse de maskerede ballademageres udfald mod politiet«, skriver Københavns Politi.
fortsæt med at læse




























