Når sundhedsminister Astrid Krag (SF) i dag fremlægger sit endelige lovforslag til en ændring af sundhedsloven, bør både patienter og praktiserende læger være ret tilfredse. Det mener sundhedsøkonom ved Aalborg Universitet, Jes Søgaard.
»Det vil give bedre sammenhæng og bedre koordinering i sundhedsvæsnet. Jeg mener, at de seneste ti år har vist, at det er en hæmsko, at lægerne har vetoret, når det gælder planerne for almen praksis. Hver gang regionerne har taget skridt til en udvikling af sundhedsvæsnet, som ikke var i lægernes interesse, har de bremset for det«, siger han, der har været »ked af« lægernes reaktion på de ændringer, regioner og minister har lagt op til.





























