De er mænd. De er unge. Og så vil de gerne have store muskler. Op imod 50.000 ganske almindelige danskere doper sig jævnligt med anabole steroider og andre forbudte stoffer.
Problemet er landsdækkende og må stoppes. Flere dopingkontroller Det mener i hvert fald Folketingets politikere, og derfor har de netop vedtaget en lov, der skal sikre endnu flere dopingkontroller rundt omkring på de danske motionscentre. »Motionsdopingen er accelereret, og den skal vi have stoppet. Jeg tror og håber på, at vi med lovinitiativet og oplysningskampagner kan få en debat om dette her, der har udviklet sig til et voksende sundhedsproblem«, siger kulturminister Brian Mikkelsen (K). Han er manden bag lovgivningen, der fra 1. juni forlanger af landets fitnesscentre, at de både i lokaler og på hjemmesider skilter med, om centret samarbejder med Anti Doping Danmark eller ej, og dermed, om medlemmerne kan risikere at blive bedt om en dopingtest: »Mærkningsordningen vil betyde, at man er mere opmærksom på, hvor man træner henne, og at de centre, der er med, har en helt anden form for agtpågivenhed med hensyn til doping, når de skal leve op til reglerne på området. Derudover vil vi intensivere hele oplysningsindsatsen, hvilket betyder, at man bliver vidende om, at det har sundhedsskadelige konsekvenser for ens liv og nødvendige funktioner i kroppen, hvis man bruger doping«, siger Brian Mikkelsen. En holdningsbearbejdelse I regeringens handlingsplan for bekæmpelse af motionsdoping lægges der desuden op til, at antallet af dopingkontroller i motionscentrene over en treårig periode fordobles.




























