En voldsom brand hærger en etageejendom i det vestlige Aalborg. Det oplyser Nordjyllands Politi.
Ilden er brudt ud i en ejendom, der ligger på Poul Buås Vej og Henning Smiths Vej.
Ifølge politiet er alt disponibelt mandskab udkommanderet i forbindelse med branden.
En kørt på hospitalet
Politiet har evakueret folk i ejendommen og i området omkring ejendommen. Én er blevet kørt på hospitalet.
»Der er ild i tagkonstruktionen på en fireetagers beboelsesejendom. Vi har evakueret fem opgange, og en er kørt på hospitalet til observation for røgforgiftning. Alle personer skulle være ude af bygningen«, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.
Første melding gik på, at der var tale om en seksetagers ejendom. Ifølge politiet drejer det sig om en fireetagers ejendom.
»Der er intet tilbage af bygningen øverst. På fem minutter var der flammer over alt på taget af hele blokken«, skriver Maria Hermansen, der luftede hund i området, da branden brød ud, til politiken.dk.
Tagsten falder ned
»Vi har spærret området af, fordi der falder tagsten og tagplader ned. Derfor skal man ikke gå for tæt på derude. Lige nu er man i gang med slukningen, og det brænder fortsat voldsomt«, siger Poul Badsberg.
Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 22.01.
Ifølge vagtchefen overvejer man at evakuere endnu en opgang, hvis ikke branden bliver stoppet.
Politiken.dk-læser Jesper Ottosen har fanget branden på video.
fortsæt med at læse



























