Danskerne udfører stadig mere frivilligt arbejde – især på velfærdens kerneområder. Det viser en analyse foretaget af professor ved Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet Bjarne Ibsen. Mens 3 procent af den voksne befolkning arbejdede frivilligt med en ’social indsats’ i 2004, var det sidste år 11 procent af den voksne befolkning, der var frivilligt engageret på området. Det svarer til lidt under en firedobling på otte år og er det højeste tal målt i historien, siger Bjarne Ibsen. »Velfærdsstaten har altid gået hånd i hånd med frivillige, men vi ser i stigende grad, at de kommunale opgaver eksempelvis organiseres, så hjemmehjælpen får tid til rengøring, indkøb og vask, mens en frivillig besøgsven står for det mere sociale og snakken med den ældre«, siger Bjarne Ibsen. Vækker begejstring Analysen viser, at Danmark placerer sig i den internationale top, hvad angår antallet af frivillige, og har nået samme niveau som Sverige og Norge.
Ud over en stigning i det, der betegnes som ’en social indsats’ og typisk omfatter besøgsvenneordninger for ældre og socialt hjælpearbejde, viser analysen en stigning i andelen af befolkningen, der arbejder frivilligt med uddannelse og sundhed.




























