I mere end 1.600 år har vi fejret Kristi himmelfartsdag på det forkerte tidspunkt. Jesus steg nemlig slet ikke til himmels 40 dage efter sin opstandelse påskedag. Han tog tværtimod afsked med disciplene og forlod Jorden allerede påskedag om aftenen. Derfor beror dagens fejring af Kristi himmelfart dybest set på en teologisk misforståelse. Det skriver professor i Det Nye Testamente ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet Troels Engberg-Pedersen i dagens Kronik, der bygger på læsningen af de bibelske skrifter Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger om himmelfarten og er inspireret af en international konference om emnet blandt forskere i Det Nye Testamente.
LÆS KRONIK Himmelfarten fandt sted påskedag
»At have den (Kristi himmelfartsdag, red.) liggende 40 dage efter påskedag bygger – det ved vi nu – på en regelret misforståelse af Lukas«, skriver han med henvisning til forfatteren, der står bag begge skrifter. Han kalder læsningen for et »slående og endeligt bevis« for, at den kirkelige kalender ikke passer. Teolog og rektor for præsteuddannelsen i Aarhus Henning Kjær Thomsen mener, at Troels Engberg-Pedersen har »fuldstændig ret«. Det var først i det 4. århundrede, man begyndte at fejre Kristi himmelfart 40 dage efter påskedag. I den tidlige kristenhed var der ingen selvstændig fest for himmelfarten, der var en del af påsken.



























