Danmark afventer nyt om USA's kurs i Irak

Lyt til artiklen

Regeringen afventer resultatet af en ny debat i Washington, men forbereder sig samtidig på, at en eventuel amerikansk nedskæring af tropper i Irak kan få betydning for Danmarks engagement. »Jeg ville da være både døv, dum og blind, hvis jeg sagde, at jeg er ligeglad med, hvad USA gør«, siger forsvarsminister Søren Gade (V). »Nu må vi se, hvad der sker. Der har jo været forslag om henholdsvis at øge og skære ned. Jeg er sikker på, at amerikanerne informerer os andre partnere i koalitionen, hvis de tager nye beslutninger«, siger Gade, der mandag mødtes med sine europæiske kolleger i Bruxelles. Demokrater vil indlede tilbagetrækning i løbet af få måneder Spørgsmålet brænder på, efter at præsident George W. Bush og hans republikanske parti led et dundrende nederlag ved de amerikanske midtvejsvalg i sidste uge - især på grund af krigen i Irak. Det demokratiske parti er i færd med at sætte sig på magten i begge lovgivende forsamlinger, Repræsentanternes Hus og Senatet, og en række ledende demokrater sagde i går, at de ønsker at se tilbagetrækninger i løbet af få måneder. »Vi bliver nødt til at indlede en gradvis flytning af styrker fra Irak i løbet af fire til seks måneder«, sagde senator Carl Levin, der bliver ny formand for Senatets militærkomité, ifølge New York Times. Bush vil lytte til nye ideer Repræsentanter for Det Hvide Hus har sagt, at præsident Bush er »parat til at lytte til nye idéer« om indsatsen i Irak. Men de understreger samtidig, at en tidsplan for tilbagetrækning betragtes som en umulighed nu. Meget ventes at afhænge af konklusionerne fra et tværpolitisk panel af toppolitikere, ledet af tidligere udenrigsminister James Baker, som i dag holder møder med George W. Bush og vicepræsident Dick Cheney i Washington. I morgen skal panelet også via videokonference høre vurderinger fra Storbritanniens premierminister, Tony Blair, der forventes at foreslå et tættere samarbejde med Iran og Syrien om at sætte en stopper for de noget nær borgerkrigslignende tilstande i Irak. Også den mulighed har Bush hidtil afvist - men han kan måske blive tvunget til at ændre mening, nu da hans flertal i Kongressen er forsvundet. Forsvarsminister Søren Gade ønsker ikke at forholde sig til nogen konkrete overvejelser, men erkender dog, at udfaldet af den amerikanske debat er meget vigtigt for Danmark. »Der er ingen tvivl om, at hvis der sker en stor ændring af USA’s strategi, så må det få indflydelse på vores beslutninger«, siger Gade. Over 2.800 amerikanske soldater er blevet dræbt siden invasionen af Irak i marts 2003, plus 125 briter og 120 af anden nationalitet på koalitionens side - mens der skønnes at være mindst 5.000 militære og 50.000 civile ofre blandt irakerne. Søndag mistede endnu to amerikanske soldater livet på grund af en bilbombe, mens fire briter blev dræbt under et angreb i den sydirakiske by Basra, hvor de er udstationeret sammen med de danske soldater. Ifølge Hærens Operative Kommando kom ingen danskere til skade.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her