Justitsminister Karen Hækkerup (S) vil nu arbejde for, at den 18-årige tyrkiske gymnasieelev Songül Yüksel kan få lov at blive i Danmark.
Pigen har ellers fået at vide af myndighederne, at hun skal forlade landet inden udgangen af denne måned. Ellers henter politiet hende.
LÆS MERE Mønsterelev bliver udvist fra Køge til Konya
»De fleste kan se, at det er frygteligt at sende en helt ung pige ud til en uvis fremtid langt væk fra hendes familie«, siger Karen Hækkerup, der dog ikke vil love, at der umiddelbart kan findes et grundlag for Songül Yüksel at blive i Danmark på.
Ministeren har heller ikke noget konkret løsningsforslag endnu, men nævner, at det kan kræve en lovændring.
Songül Yüksel har sammen med sin lillesøster boet over fire år hos i Danmark hos faderen, der selv kom hertil for 15 år siden.
Imens hun har fået afslag på afslag på familiesammenføring, er Songül stille og roligt blevet integreret i Danmark. Hun taler godt dansk, har fine karakterer i skolen, går på Køge Gymnasium og har danske venner. Hendes storesøstre er gift og bor også her i landet.
Lovændring skulle gøre det nemmere for børn
Karen Hækkerup peger på, at den nuværende regering i 2012 lempede udlændingeloven, så det skulle være nemmere for børn at få lov at komme til Danmark for at bo hos deres forældre.
Hvem er Songül?
»Vi lavede lovændringen netop for at undgå, at børn kom i klemme, og når de så gør det alligevel, må vi se på det«, siger Karen Hækkerup.
FÅ OVERBLIK
Forstå sagen på to minutter: Derfor skal Songül ud af DanmarkHun peger på, at Songül Yüksel har søgt om familiesammenføring efter de gamle regler om familiesammenføring for børn og ikke de nye fra 2012, og at det kan være årsag til, at hun aldrig har fået opholdstilladelse her i landet.
»Det er ærgerligt, at hun ikke, da hun var under 18 år, søgte efter de nye regler, men det kan vi ikke rulle tilbage nu«, siger Karen Hækkerup med henvisning til, at Songül nu som 18-årig ikke længere juridisk kan betragtes som et barn og derfor heller ikke kan få børnefamiliesammenføring længere.
Songül Yüksel er blandt andet blevet afvist af de danske myndigheder med henvisning til, at hun først er hentet herop ti år efter, at faderen kom hertil, og at der også er familie i Tyrkiet.
Men Songül Yüksels mor i Tyrkiet har aldrig taget sig af sine børn, og Songül har derfor været henvist til at bo hos farmoderen, der angiveligt nu er blevet for gammel og syg til at tage vare på sine børnebørn.
Ikke integreret på papiret
I sagen er det også angivet som årsag til afslag fra myndighederne, at der ikke er »grundlag for vellykket integration i Danmark«.
Den formulering undrer Songül Yüksel og hendes omgivelser, fordi de netop opfatter hende som velintegreret.
»Vi er derfor nødt til nu at sætte os ned og se, om der overhovedet er et grundlag for, at hun kan blive her. Partierne må tage stilling til, om de synes, at der er et problem«, siger Karen Hækkerup.
LÆS OGSÅ Partier opfordrer minister til at gå ind i sag om udvist mønsterelev
Ifølge Politikens oplysninger har Songül gennem årene fået tilsammen otte påbud om at forlade landet, men hun er blevet her og har kæmpet sin sag.
På Facebook har omkring 16.000 bakket hende op, mens lærere og elever på hendes skole har skrevet støtteerklæringer.
fortsæt med at læse




























