Flere partier på Christiansborg afkræver regeringen klare svar på, om den amerikanske og britiske efterretningstjeneste, NSA og GCHQ, har medvirket til Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) udvidede beføjelser til at overvåge kommunikation på dansk grund.
Det sker som følge af, at Politiken i dag fremlægger belæg for Edward Snowdens påstande om, at de to centrale efterretningstjenester i den vestlige alliance har spillet en aktiv rolle i at lempe overvågningslovene i Danmarks nabolande.



























