Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har indskærpet over for sine ministre, at deres ansigt ikke hører hjemme i reklamer. Det sker, efter at flere af regeringens spidser den seneste tid et blevet kritiseret for at optræde i reklamer for private firmaer. I et svar til socialdemokraten Magnus Heunicke noterer Fogh, at ministrene »generelt skal være meget opmærksomme på at undgå det uheldige sammenfald«. Og svaret til Heunicke er »for god ordens skyld« sendt til alle ministre, oplyser Fogh. Sager på stribe Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, videnskabsminister Helge Sander og finansminister Thor Pedersen har alle trådt i reklamespinaten for nylig. Seneste uheldige sag var, da vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) i oktober reklamerede for seks fynske byggevirksomheder i en annonceavis i 125.000 eksemplarer. Det fik i dag statsministeren til at genopfriske principperne i ministerpensionsloven: Ministre skal være tilbageholdende Ingen ministre må efter ministerpensionsloven tage nyt hverv for offentlige eller private virksomheder eller institutioner.
Forbuddet omfatter også et gratis eller lønnet hverv, hvor ministeren markedsfører en virksomhed eller dens produkter. »På denne baggrund har jeg givet udtryk for, at ministre generelt bør være tilbageholdende med at optræde i reklamemæssige sammenhænge«, siger statsministeren ifølge Ritzau.



























