Enhedslisten tordner mod danske ’lejesoldater’

Lyt til artiklen

Danmark har private sikkerheds- og militærfolk i Irak og Afghanistan. I et svar til Enhedslistens udenrigsordfører, Rune Lund, skriver udenrigsminister Per Stig Møller, at der er tale om minimum otte danske statsborgere og to private firmaer. I Enhedslisten-terminologi er private sikkerhedspersonale lig med lejesoldater, og Rune Lund er derfor oprevet. »Vi skal ikke derhen, hvor de vestlige regeringer kan betale sig fra at indlede krige. Ofte er lejehærene med til at optrappe konflikterne. Det er uacceptabelt at tillade firmaer at hyre mennesker, der er klar til at slås og myrde for at tjene penge«, siger Rune Lund. Grænserne er flydende Enhedslisten støtter sig til organisationen War on Want, der i en nylig rapport har konkluderet, at grænserne mellem sikkerheds- og militærpersonale – de såkaldte PMSC’er – og lejesoldater er flydende. Ganske enkelt fordi sikkerhedsopgaver i f.eks. Irak er mere udfarende end sikkerhedsopgaver historisk set har været. Rune Lund kalder det en »fribillet til lejesoldater«. »Det ene øjeblik står en lejesoldat og bevogter en indgang. Det næste øjeblik er han i ildkamp«, siger han. »Vi deltager ikke aktivt i krig« Politiken har talt med det halvt danskejede sikkerhedsfirma Shield, der for to uger siden åbnede sit tredje kontor i Irak. Firmaet har nu base i byerne Bagdad, Kirkuk og Sulaymaniyah. Partner i Shield, Jesper Lundsgaard, afviser dog, at hans ansatte er lejesoldater. »Folk, der kalder os lejesoldater har jeg ikke noget til overs for. Vi udfører konkrete sikkerhedsopgaver, der skal passe på ting og folk. Men vi deltager ikke aktivt i nogen krig«, siger Jesper Lundsgaard. Han vil dog ikke komme ind på de konkrete opgaver i især Bagdad og Kirkuk, hvor der sine steder er borgerkrigslignende tilstande. »Man holder kortene tæt til kroppen. Specielt som tingene er øjeblikket«, siger Jesper Lundsgaard, hvis ansatte primært er amerikanere og briter. Fogh: Ingen sammenhæng Rapporten fra War on Want fastslår, at antallet af PMSC’er er kraftigt stigende i Irak. Lige nu er tallet oppe på 48.000, hvilket svarer til små syv gange den britiske styrke. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har tidligere afvist sammenhængen mellem private sikkerhedsfolk og lejesoldater. I en pressemeddelelse skrev han i juni 2004: »Folk, der bevogter den civile administration i Basra, er ikke lejesoldater. Det er vagter, som beskytter civile, der arbejder for at fremme stabilitet og genopbygning i Irak«, skrev statsministeren. Espersen afviser FN-konvention For to uger siden afviste justitsminister Lene Espersen, at Danmark tilslutter sig FN-konventionen mod lejesoldater. Det gjorde hun med henvisning til, at konventionen ikke skeler til ’baggrunden og karakteren af for eksempel en konflikt mellem et regime i et land og en modstandsgruppe’. Kun tre ud af de 25 EU-lande er tilsluttet konventionen mod lejesoldater – Cypern, Italien og Belgien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her