Ny minister: 'Jeg er kompromisløs'

Carina Christensen skal bruge de næste par uger på at sætte sig ind i stoffet som ny familie- og forbrugerminister.
Carina Christensen skal bruge de næste par uger på at sætte sig ind i stoffet som ny familie- og forbrugerminister.
Lyt til artiklen

»Jeg får en travl juleferie«. Sådan lød familie- og forbrugerminister Carina Christensens (K) konklusion, efter at hun i dag officielt overtog posten fra partifællen Lars Barfoed. Hun henviste til de to helt nye stofområder, som hun nu har et par uger til at læse op på. Og havde Carina Christensen været i tvivl om arbejdspresset i sin nye stol, forsvandt den, da hun modtog den traditionelle gave fra sin forgænger, partifællen Lars Barfoed: Et stegetermometer. »Der er sket rigtig meget« »På din nye post her i huset er der ikke tid til at være syg. Så husk nu at gennemstege kødet – så skulle du i hvert fald være sikret mod salmonella«, sagde Lars Barfoed. Kort forinden havde Barfoed – tydeligt bevæget – takket sine kolleger i Familie- og Forbrugerministeriet. Han var efter eget udsagn afklaret med, at han fra nu af må benytte det busstoppested, som kan spottes fra ministersekretariatets vinduer. Lars Barfoed fremhævede dog også den række af de gode sager, som er blevet gennemført under ham. »Der er sket rigtig meget«, sagde han. Ligeså kompromisløs Carina Christensen bevarede på sin side det smil, som hun havde haft på, lige siden partiformand Bendt Bendtsen i formiddag prikkede hende på skulderen under en afstemning i folketingssalen med beskeden: »Du er minister«. Hun nævnte i sin tiltrædelsestale den fødevaresag, som er hele anledningen til ministerbyttet. Men kun med få ord. »Jeg vil videreføre Lars’ gode arbejde, og jeg er ligeså kompromisløs, når det gælder fødevarekontrollen«, sagde hun. Samtidig mindede Carina Christensen imidlertid om, at det altså også er et familieministerium. Hun har ingen børn, men »en dejlig kæreste og en dejlig hund« »Så jeg er da i hvert fald i den potentielle målgruppe«, fastslog hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her