»At tro på, at de unge fredeligt forlader Ungdomshuset, er som at tro på julemanden«. Sådan lyder den pessimistiske konklusion fra advokat Knud Foldschack fra Fonden Jagtvej 69 efter dagens møde med københavnske politikere. Politikerne bakker op om fondens forsøg på at skabe en fredelig løsning og købe et nyt hus til de unge – men kun, hvis de forlader Jagtvej 69 på en fredelig måde. Det er der således ikke optræk til, bekræfter en kilde fra Ungdomshuset overfor Politiken.dk. Der kan kun blive tale om et fredeligt farvel, hvis der står et nyt hus klar til at flytte ind i. Håber de unge besinder sig »At vi ikke kommer videre er et resultat af, at Socialdemokraterne ikke vil give sig. Og så er der ikke mere at gøre«, siger Knud Foldschack med henvisning til, at overborgmester Ritt Bjerregaard har afvist tanken om, at de unge kan blive i huset. »Det eneste positive ved mødet med politikerne er enighed om at mødes noget mere«, tilføjer han. Foldschack, der er blevet kritiseret for at være Ungdomshusets håndlanger, knytter dog et håb om en fredelig udgang. »Jeg håber de unge besinder sig«. Arbejdsgruppe afslået Knud Foldschack foreslog på dagens møde at nedsætte en hurtigt arbejdende gruppe med det formål at finde en løsning på konflikten. Det blev fra politisk side afslået.
Fonden: En fredelig løsning er ønsketænkning
Lyt til artiklen