Der er røre i Dansk Folkepartis bagland. Fra flere sider lyder et ønske om at komme med i regering hurtigst muligt. Men nu maner næstformand Peter Skaarup til ro i de taburethungrende kroge af partiet. »Jeg ser det som et udtryk for, at mange i vores bagland har ambitioner, og det er der ikke noget galt i. Men regeringsdeltagelse er ikke aktuelt lige nu. Der er ikke udsigt til, at der skal en ny regering til – den nuværende klarer det fint«, siger Peter Skaarup: »Indtil nu har vores indflydelse været størst i den position, hvor vi er tungen på vægtskålen. Det tror jeg også godt, baglandet forstår. Så regeringsdeltagelse er ikke realistisk lige nu«. »Vi er stuerene« Tidligere på dagen kom to afgående amtsformænd fra Dansk Folkepartis bagland med opfordringer til, at partiet må sigte efter ministertaburetter. »Jeg synes, vi er modne til at indgå i en regering. Der var nogen, der sagde, at vi ikke er stuerene, men det mener jeg absolut, vi er. Hvis vi går frem eller stabiliserer os efter næste valg, så kan jeg ikke se andet end, at vi skal med i en regering«, sagde Flemming Iversen, der indtil årsskiftet var amtsformand i Ringkøbing Amt, til Ritzau. Også fra Dansk Folkeparti på Fyn kom der nogenlunde enslydende toner fra den afgående amtsformand Birger Reslow, som pointerede, at de konservative »har rigeligt at gøre med at vinde flere mandater«. Enighed om VK fremover Spekulationerne om ny bogstavkombinationen V + DF som en kommende regering blev luftet i går af Dansk Folkepartis Ungdom. Men såvel i går som i dag er der lutter afvisning at spore fra de konservative. Partiets gruppeformand, Helge Adam Møller, siger til Ritzau, at partiet sammen Venstre er enige om at fortsætte det regeringssamarbejde, som har kørt siden valget i 2001. Helge Adam Møller siger dog samtidig: »Vi har et godt samarbejde med Dansk Folkeparti, der har givet os mulighed for at gennemføre en række resultater, mens de har fået nogle af deres mærkesager igennem«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























